Før du køber en kat, er det en god ide at gøre sig nogle tanker om hvad det er for en kat du gerne vil have. Er det en aktiv kat? En doven kat? En med meget pelspleje? En skødekat?
Lav en liste med de forventninger du har til din kommende kat, og begynd derefter at undersøge om den race du overvejer matcher dine forventninger.

Ragdollracen er f.eks. en meget doven race, som er meget selvskabelig, den vil gerne være hvor du er hele tiden, og gerne ligge ved siden af dig, men det er sjældent den vil ligge oven på dig.
Men selvom ragdollkatten er en doven kat, så skal man ikke forveksle den med et tøjdyr. Den har stadigvæk brug for at blive aktiviseret og stimuleret.
Du kan læse meget mere om ragdollracen hos opdrættet RagsofSilk på deres hjemmeside: http://ragdolls.dk/


Når du har sat dig ind i racen, er det en god ide at besøge en opdrætter af den pågældende race. Her kan du få afstemt dine forventninger, så du ikke bliver skuffet når det nye familiemedlem flytter ind.
Her kan du tage din liste med, med forventninger, så i sammen kan snakke om, hvorvidt disse forventninger er realistiske.
Man skal huske på at killinger også er forskellige, så når du har snakket din liste igennem med opdrætteren, så ved opdrætteren også om det er en meget aktiv killing i kuldet hun skal lede efter til dig, eller om du mere vil have den kat der hellere vil ligge og sove. Det betyder dog ikke at du kan være sikker på at få præcis alt det du leder efter. Som opdrætter kan vi prøve at vurdere en killings temperament, men når killingen flytter til sit nye hjem, så kan den ændre adfærd, ligesom de naturligt ændre adfærd efterhånden som de bliver ældre. Man skal huske at en killing er et levende væsen med sin helt egen personlighed.  

Når du leder efter en killing er det helt okay at besøge mere end en opdrætter, men husk at være seriøs og ærlig i din søgen.
Som Ragdollopdrætter har vi ofte flere købere end vi har killinger, så du skal være forberedt på at vente på at der bliver en killing til dig. Har man specifikke ønsker med hensyn til køn, farve eller aftegn, vil denne ventetid kunne blive forlænget yderligere, da vi desværre ikke kan styre hvilke kombinationer der kommer.

Har du nogen spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig.